Jacobs sange

Jacobs sange

En nærværende og personlig oplevelse for småfolk og deres voksne.

SONY DSC

At mennesker allerede i fosterstadiet kan høre, og reagere på lyd er efterhånden en gammel nyhed. At især musik kan virke beroligende er forskerne også enige om. Guitaristen Thomas Lyng Poulsen blev i august 2011 far til Jacob, og fik for alvor øjnene op for, at levende musik spillet på et akustisk instrument skaber en helt særlig fascination hos det lille barn.

Jacobs sange er en lille, hyggelig og nærværende koncert for små mennesker og deres voksne, hvor Thomas Lyng Poulsen spiller de melodier og sange, der fyldte mest i Jacobs første år. Nogle hentet fra husets højttalere, andre fra faderens repertoire, der blev øvet mens Jacob legede på gulvet under barselsorloven; og så er der de sange, som bliver sunget under dagens almindelige gøremål, og på køreturene til og fra bedsteforældrebesøg!

Repertoiret er tilgængeligt på soundcloud, så børn og forældre også før og efter koncerten har mulighed for at tage en lyttestund sammen

Publikum kommer helt tæt på instrumentet og musikeren, og der er plads til, at børnene selv får lov at røre guitaren efter koncerten, og opleve magien ved selv at skabe en tone.
Thomas Lyng Poulsen er solistuddannet klassisk guitarist med debut fra Det Fynske Musikkonservatorium, og man kan læse mere om ham på www.klassisk-guitar.dk.

 

 

Praktisk info:
Grundet guitarens let håndterlige størrelse og deraf følgende store fleksibilitet, er det muligt at gennemføre ”Jacobs sange” stort set hvor som helst. For at give børn og voksne den størst mulige oplevelse af musikken som noget hyggeligt, nært og fysisk manifesteret i rummet er det dog ønskeligt, at publikum kommer så tæt på guitaren som muligt. Af spilletekniske årsager sidder Thomas Lyng Poulsen på en almindelig stol uden armlæn, og ideelt set placeres publikum på måtter og puder på gulvet umiddelbart foran, så børnene oplever en frihed til bevægelse under musikken eller alternativt på stolerækker, med plads til børnenes lift/ voksi-pose/ tæppe liggende for forældrenes fødder.

Ved indgåelse af aftale om en koncert fremsendes standardkontrakt samt plakat med angivelse af tid og sted i pdf-format til udskrift, både i farve- og sort/ hvid version. Evt. ønsker til medtagne logoer og andet imødekommes gerne. Ligeledes fremsendes pressekit med pressemeddelelsestekst, der frit kan tilrettes, samt højtopløst billede til tryk.

Selve koncerten varer ca. 25-30 minutter af hensyn til børnenes koncentration. Derefter står guitaren og Thomas Lyng Poulsen til rådighed for nysgerrige forældre og små fingre, der har lyst til at prøve at røre strengene under en fri og afslappet form.
Koncerten afregnes efter Dansk Musiker Forbunds tarif (pt. kr. 1827,-) plus transport.

Der er lukket for kommentarer.