Radiokommentarer under kammermusikkonkurrencen

Nedenstående citater er traskriberet fra P2’s transmissioner under kammermusikkonkurrencen 2009

 

Jeg var overrasket over, hvordan jeg følte at jeg blev suget op på scenen, på en meget positiv måde, det var ligesom om at det blev et mere intimt rum, og jeg kunne ikke lade være med at gå derind.

(om Piazzolla) De havde en virkelig god puls, som i klassisk musik ikke altid er der, så det var skønt at høre, og det er nok den store udfordring; kan du ikke swinge på den der mere sekulære måde som man bruger i rytmisk musik, der er vi jo på en måde skadede som klassiske musikere af, at vi konstant skal spille frem til noget, eller væk fra noget, altså rubato, og når vi så endelig skal swinge, så er det måske kun i 3 takter i en Haydn-kvartet eller sådan noget, men der er det virkelig afgørende i sådan noget musik her, synes jeg, at der er den der puls, der bare kører, så man ikke tænker over det; og det havde de.

Jakob Kullberg, ekspertkommentator på P2 under kammermusikkonkurrencen

 

Det swinger rigtig godt. Altså i det hele taget må jeg sige, at Modal Nodes har været den store overraskelse for mig. Altså, de har en fed rytmik, det er simpelthen bare helt rigtigt, på én eller anden måde, altså. De har et stort flot overskud, de har god dynamik, de nyder at spille. Man kan høre, at de simpelthen giver sig hen til musikken.

De har på én eller anden måde formået, at spille musik så man overhovedet ikke tænker på, at man sidder til en konkurrence. De spiller, de giver sig hen i det, de giver sig tid.

Det har det der organiske, det har det der, som jazz-musikere kalder groove. De sådan vugger, de falder ned i sig selv, og bliver sådan én stor gyngende organisme.

I det hele taget vil jeg sige, at det er nydelsen, og det musikalske og det organiske. Klangligt er de også meget stærke, de har utroligt fat i de dynamiske nuancer, selv i den her forholdsvist tørre akustik.

Hvornår er det klassisk, og hvornår er det kammermusik, der er jo ikke nogen skarpe grænser. I virkeligheden, så burde de kunne vinde, det vil jeg sige.

Jeg tror nok, at de kommer meget langt.

I Albéniz, der har de jo chancen for at vise en hel masse af de der elementære sider i musikerskab. Der er jo samtalen, f.eks. det der afløsning, figurer der skal afløse hinanden, altså, man kaster en bold, kaster den videre, ikke? Og så er der solo og akkompagnement, og der er alle de der forskellige ting. Så er der de her små ritardandi og små tempoting. Der er alle de der små discipliner som man skal kunne som kammermusiker. Det kan de forløse i Albéniz.

Det overrasker mig, at guitarduoen ikke går videre [til finalen], fordi jeg ikke, ja jeg kan ikke rigtigt finde noget at udsætte på dem. Jeg synes bare, at det er virkelig overbevisende hele vejen igennem.

Torben Enghoff, ekspertkommentator på P2 under kammermusikkonkurrencen

Der er lukket for kommentarer.